Jyllands Slaget Baggrund START

bgtitle.gif (16370 bytes)

Jyllandsslaget

Slaget i Helgolands Bugten 1914

English Deutsch

Den 28. august 1914 indtraf den første alvorlige styrkeprøve til søs, mellem den tyske og den engelske flåde.

Engelske ubåde havde under deres patruljeringer i Helgolands Bugten observeret, at de tyske torpedobåde i forbindelse med dag- og natpatruljeringer, som oftest kun blev assisteret af lette krydsere. Fra engelsk side ville disse sparsomt forsvarede tyske patruljer udgøre et nemt bytte, hvis de blev konfronteret med en større engelsk styrke. Commodore Roger Keyes, der var leder af den engelske ubådsstyrke, udfærdigede en plan der beskrev hvordan englænderne kunne angribe de svage tyske patruljer. Til at udføre planen skulle Keyes bruge de engelske lette krydsere fra Harwich Force og de lette krydsere og destroyere der stod under Commodore Reginald Tyrwhitt's kommando.

Planen gik i al sin enkelthed ud på at de engelske ubåde fra Harwich Force, om morgenen skulle drive de tyske patruljer væk fra den tyske kyst. Ubådene skulle operere i to grupper. Den ene gruppes opgave var at opfange eventuelle tyske forstærkninger og den anden gruppe skulle fungere som afledning, for at holde de tyske torpedobåde i åbent hav. Endnu længere ude skulle de kraftigere engelske enheder ligge som støtte for Harwich Force mod tyske forstærkninger og planen var at få den mægtige Grand Fleet til at på stor afstand, parat til at gribe ind hvis det skulle blive nødvendigt.

Keyes forelagde planen for det Engelske Admiralitet d. 23. august 1914, men The War Staff havde for travlt til at se på planen. I stedet for at opgive sit forehavende, rettede Keyes herefter direkte henvendelse til First Lord of the Admiralty, Winston Churchill.

Churchill var oprigtigt imponeret over ideen og indkaldte derfor til et møde den efterfølgende dag, hvor planen skulle gennemgås i detajler. På mødet deltog Tyrwhitt, Price Louis of Battenburg (1st Sea Lord), Vice Admiral Sturdee (chef for Admiralty War Staff) og Vice Admiral Sir Fredrick Hamilton (2nd Sea Lord). Sturdee besluttede at det ikke var nødvendigt at bruge Grand Fleet som støtte for aktionen, og planen blev tilpasset derefter, så det kun var de 5 ældre panserkrydsere fra Cruisers Force C og Cruiser Force K, samt slagkrydserne "Invincible" og "New Zealand", der blev sendt med som støtteskibe. Sturdee besluttede også at ændre strategien for hvordan angrebet skulle udføres.

Beslutningen blev at 8 engelske ubåde skulle deltage i aktionen. En angrebsgruppe bestående af ubådene "E4", "E5" og "E9" skulle placeres nord og syd for Helgoland, og udgøre en indre angrebsgruppe der havde til opgave at angribe ethvert tysk fartøj som enten forsøgte at komme til forstærkning, eller som trak sig ud af angrebet. En ydre linie, bestående af "E6", "E7" og "E8" (afledningsgruppen) skulle indsættes 40 sømil længere ude, og disse ubåde fik til opgave at lokke tyske destroyere langt ud på åbent hav hvor de ville være sårbare overfor angreb fra de engelske slagkrydsere og destroyerflotiller. Endelig blev de engelske ubåde "D2" og "D8" placeret udfor Ems, hvor de skulle angribe tyske skibe som forsøgte at komme til undsætning.

Aktionen skulle finde sted d. 28. august 1914, og Keyes og Tyrwhitt stod derfor til søs d. 26. og 27. august. Som det skete flere gange under 1. verdenskrig, informerede Admiralitetet uheldigvis ikke Admiral John Jellicoe (C-in-C Grand Fleet) om, at der var iværksat en stor flådeaktionction. Først d. 26. august fik Jellicoe besked, og selv da var informationerne der tilgik Jellicoe meget begrænsede og ufuldstændige.

Jellicoe var bekymret over den åbenlyse mangel på støtte (big guns) til aktionen, som ville finde sted relativt tæt på de tyske flådebaser. Jellicoe bad derfor Admiralitetet om tilladelse til at anvende Grand Fleet som støtte. Sturdee responderede til Jellicoe, at han ikke fandt det nødvendigt, men hvis Jellicoe insisterede måtte han gerne sende nogle ekstra slagkrydsere. Jellicoe greb muligheden og informerede Admiralitet at han ville sende First Battlecruiser Squadron (Beatty) og First Light Cruiser Squadron (Commodore Goodenough), for at sikre og forstærke aktionen og dermed muligheden for succes. Keyes og Tyrwhitt var på dette tidspunkt allerede afgået, og Admiralitet svigtede igen med at informere om de ekstra engelske skibe som nu også deltog i aktionen. Dette kommunikationssvigt førte næsten til en katastrofe, da Harwich Force styrken kort før daggry fik First Light Cruiser Squadron i sigte. Risikoen var åbenlys men heldigvis for First Light Cruiser Squadron blev det hurtigt fra Harwich Force fastslået, at der var tale om egne fartøjer. Og først på dette tidspunkt, blev Tyrwhitt informeret om forstærkningerne, men da var det for sent at informere de engelske ubådsstyrker om dette.

Aktionen stod overfor to tyske patruljeringslinier. Den ydre linie, 25 sømil vest for den tyske ø Helgoland, bestod af 9 moderne destroyere fra den 1. Torpedoboot Flotille. 12 sømil fra Helgoland befandt sig fartøjer fra 3. Minesweeping Division. De to linier blev støttet af de lette krydsere "Hela", "Ariadne", "Frauenlob" og "Stettin". "Mainz" befandt sig syd for Helgoland udfor Ems, og de øvrige 7 lette krydsere som var tilknyttet patruljeringslinierne, lå alle sikkert fortøjret i havnene Brunsbuttel og Wilhelmshaven. Uheldigvis for de tyske lette styrker, var samtlige tyske slagkrydsere og slagskibes aktionsmuligheder kraftigt begrænsede af de tidevandsbegrænsninger der lå i passagen af det lavvandede område ved Jade.

Den første kontakt mellem de to flådestyrker, fandt sted kl. 05.26 d. 28. august 1914, mellem den tyske torpedobåd "G194" og den engelske ubåd "E9" (som også sænkede "Hela". "E9" affyrede en torpedo mod "G194", da denne forsøgte at vædre "E9". Torpedobåden rapporterede tilstedeværelsen af ubåden og V. Torpedo Boat Flotilla blev straks sendt af sted fra Helgoland på ubådsjagt.

Engelske destroyere fra First Destroyer Flotilla fik "G194" i syne kort før kl. 06.50. "Laurel" og 3 andre destroyere fra divisionen optog forfølgelsen af "G194" der øjeblikkeligt havde ændret kursen til SØ, væk fra de fjendtlige engelske fartøjer. Der gik noget tid før Kontreadmiral Franz Hipper, der befandt sig i Wilhelmshaven, fik meddelelse om det hændte. Hipper havde det overordnede ansvar for forsvaret af Tyske Bugt, og han gik ud fra at der kun var tale om enkelte og spredte engelske destroyere, så han besluttede sig til kun at indsætte de tyske lette krydsere "Stettin" og "Frauenlob" som forsvar af sine torpedobåde.

Ombord på den engelske lette krydser "Arethusa" var Tyrwhitt bekymret for at destroyeren "Laurel" og hendes division var ved at blive afskåret fra resten af den engelske styrke. Han forsøgte først at få fat i "Laurel", men da dette mislykkedes besluttede han at slutte sig til "Laurel". Dette skete samtidig med at den tyske V. Torpedo Boat Flotilla nærmede sig for at søge efter engelske ubåde. Da de fik øje på de engelske destroyere, fortrak de imidlertid hurtigt fra stedet igen.

Den engelske Third Destroyer Flotilla, ledet af "Arethusa" var på dette tidspunkt i ildkamp med de tyske torpedobåde, og anrettede stor skade på torpedobådene "S13 og"V1". Uheldigvis for tyskerne gjorde tåge det umuligt for de tyske kanonstillinger på Helgoland at yde nogen form for støtte til de tyske torpedobåde der hastigt var på retræte mod Helgoland. Den lette krydser "Fearless" befandt sig på dette tidspunkt på en parallel nordlig kurs, men lå for langt væk til at deltage i kampen.

På dette tidspunkt befandt de engelske og tyske fartøjer sig ved den tyske 2. linie der bestod af minestrygere og ubåden "D8", som snart befandt sig under beskydning af de engelske styrker. Heldigvis for tyskerne, ankom de tyske lette krydsere "Frauenlob" og "Stettin" kl. 07.57 sig til området og de engelske destroyere ændrede nu deres beskydning til de langt farligere tyske krydsere.

Den engelske destroyer "Fearless" fik hurtigt en træffer sat ind hos den lette tyske krydser "Stettin", som fik en af sine kanoner sat ud af spil. Således kraftigt handicappet i sit angreb og forsvar, måtte "Stettin" trække sig ud af slaget, og satte kursen mod Helgoland. "Fearless" optog ikke forfølgelsen af "Stettin", da hendes ordre lød på at fortsætte patruljeringen af Helgolands Bugten.

Samtidig var "Arethusa" og "Frauenlob" under gensidig beskydning. To af "Arethusa"s 4-tommer kanoner var sat ud af spillet, og havde også fået beskadiget kommunikation og maskinrummet var oversvømmet. "Frauenlob" havde også fået en del træffere, men kl. 08.30 havde "Arethusa" set sig nødsaget til at trække væk fra kampen, og "Frauenlob" undlod af optage forfølgelsen af den engelske destroyer.

I nordvestlig retning havde Keyes ombord på "Lurcher" fået en krydsere i sigte i den tætte tåge. Da Keyes endnu ikke var blevet informeret om at den engelske styrke var blevet yderligere forstærket med dele fra Grand Fleet, ledet af Beatty, antog Keyes at der var tale om fjendtlige fartøjer og sendte meddelelse om dette videre. Keyes fortsatte derefter med at skygge krydserne. Tilsvarende fik de engelske krydsere øje på Keyes og fulgte efter Keyes. Keyes, der ved at anlægge en vestlig kurs, håbede på at lokke de ukendte krydsere lige i armene på de engelske slagkrydsere som lå mod vest. Først kl. 09.50 lettede tågen og forvirringen mellem de to engelske flådeenheder blev løst.

Længere mod nordvest, sendte Goodenough de lette krydsere "Nottingham" og "Lowestoft" afsted for at forstærke Harwich Force. "Nottingham" og "Lowestoft" mødte den tyske torpedobåd "V187", som var under skarp forfølgelse af engelske destroyere, anført af "Goshawk". De engelske lette krydsere åbnede ild i en afstand af 4000 meter, og snart blev den tyske torpedobåd bragt til standsning. "V187" sank omkring kl. 09.10 og de engelske fartøjer begyndte at redde overlevende ombord.

Imens dette fandt sted dukkede "Stettin" helt uventet og utilsigtet op og fik derved afbrudt redningsaktionen, da de engelske destroyere fortrak fra stedet. Englænderne måtte i al hast efterlade et par af deres redningsbåde i vandet, og de engelske søfolk samt de tyske søfolk som de havde reddet ombord fik sig en stor overraskelse da den engelske ubåd ”E4” pludselig viste sig i overfladen. De engelske søfolk blev taget ombord i ”E4”, men da pladsen ombord i ubåden var trang og ikke tillod også at tage tyskerne ombord, fik disse udleveret et kompas, forsyninger og en retning mod Helgoland, hvorefter ubåden forsvandt.

Kl. 08.55 var "Fearless" ankommet ved den beskadigede "Arethusa" (som tidligere havde været i kamp med "Frauenlob"). Ombord på "Arethusa" var man ved at lave midlertidige reparationer for at sikre at skibet kunne returnere sikkert til England igen. I det fjerne nærmede yderligere en gruppe af tyske krydsere sig. Den ældre tyske krydser "Hela" havde haft kursen mod slagmarken men havde opfanget en radiomeddelelse fra ”Stettin” der oplyste at englænderne havde trukket sig ud af slaget, hvorfor "Hela" returnerede til dens foruddefinerede område for fortsat patruljering. Den tyske krydser "Ariane" var også gået glip af den første del af kampen og også denne vendte tilbage til sin plads. "Cöln" og "Strassburg" var på vej fra Wilhelmshaven og "Mainz" var på vej fra Ems.

Kl. 09.30 angreb den engelske ubåd "E6" den engelske destroyer "Southampton". Heldigvis for begge parter endte angrebet uden succes, og var endnu et resultat af mangel på informationer. "Southampton" forsvarede sig, ved at forsøge at vædre ubåden, hvilket dog heller ikke lykkedes. Tyrwhitt, der befandt sig ombord på den beskadigede "Arethusa" havde travlt med at omgruppere sine spredte destroyere og ændrede derfor kurs mod øst for at forsøge at samle sine fartøjer. Kort efter bedredes sigtbarheden og Keyes og Goodenough var endelig langt om længe i stand til at identificere hinanden som værende venligtsindede, og få bragt den engelske forvirring til ophør. Tyrwhitt besluttede sig derfor for at trække sig, og satte kursen mod vest.

På samme tid indledte den tyske krydser "Strassburg" et angreb fra sydøst, men blev drevet væk af engelske destroyer anført af "Fearless". Da destroyerne returnerede for at genoptage deres screening af "Arethusa", dukkede den tyske krydser "Cöln" endnu engang op, og blev endnu engang udsat for massiv beskydning af destroyerne fra Harwich Force. Endnu engang måtte "Cöln" tage retræten. Destroyerne fra Harwich Force var nu under kraftigt pres, og anmodede derfor om hjælp fra Beatty og hans slagkrydsere, og selvom minefaren var stor besluttede Beatty kl. 11.35 at komme til undsætning. I mellemtiden havde engelske destroyere iværksat et torpedoangreb mod "Strassburg" og det lykkedes at få den tyske krydser fordrevet. Freden var imidlertid kortvarig, for snart dukkede den tyske krydser "Mainz" op, og snart var der igen kontakt til de engelske destroyere.

Kl. 11.50 fik Goodenough og First Light Cruiser Squadron kontakt med "Mainz", og da man ombord på "Mainz" hurtigt kunne se at skibet var i kraftigt undertal, tog "Mainz" hurtigt flugten. Uheldigvis for "Mainz" førte skibets kurs det lige ind i armene på destroyerne fra Harwich Force, og styremekanismen på "Mainz" blev beskadiget hvorefter skibet mistede evnen til at manøvrere. De engelske destroyere beskød den beskadigede tyske krydser, som på trods af sit handicap også formåede at forsvare sig og beskadige "Laurel", "Liberty" og "Laertes". "Mainz" modtog mange træffere indtil englænderne ophørte med deres beskydning kl. 12.25 og begyndte at optage overlevende fra "Mainz", der sank omkring 40 minutter senere.

Efter dette, genoptog "Cöln" og "Strassburg" deres angreb af"Arethusa". Overfor 2 tyske krydsere var situationen kritisk for "Arethusa". Heldigvis nåede Beatty frem i tide og stillet overfor de engelske slagkrydsere valgte de tyske krydsere at tage flugten. "Cöln" blev hurtigt ramt, men blev delvis reddet da "Ariadne"” dukkede op kl. 13.00. Afstanden til den engelske slagkrydser "Lion" var kun 6000 meter og den tyske krydser blev hurtigt ramt og omkring 15 minutter efter var de engelske slagkrydsere forsvundet i disen, og "Ariadne" lå tilbage som et brændende og synkende vrag, overgivet at sin besætning.

"Strassburg" formåede at udslippe, selvom flere engelske enheder fik øje på skibet. Kl. 13.25 fik "Lion" endnu engang "Cöln" i sigte og denne gang var der ingen nåde for det tyske krigsskib. Selvom "Cöln" forsvarede sig bravt, havde det ikke en chance og blev sænket. Dette var den sidste hændelse i slaget i Helgolands Bugten. "Arethusa" klarede turen hjem under bugsering af "Hogue". Slaget i Helgolands Bugten var en klar sejr til englænderne. Tyskerne havde mistet 3 lette krydsere og en torpedobåd, og mere end 1200 søfolk havde mistet livet. Englænderne havde ikke mistet nogle skibe, og kun 35 engelske søfolk var omkommet.

SMS "Mainz"

SMS "Ariadne"

SMS "Cöln"

"V187"

SMS "Hela"

Doggerbanke 1915

Jyllands Slaget 1916

nolimitsdiving (c) 2005

Retur

Den 28. august 1914 indtraf den første alvorlige styrkeprøve til søs, mellem den tyske og den engelske flåde. Engelske ubåde havde under deres patruljeringer i Helgolands Bugten observeret, at de tyske torpedobåde i forbindelse med dag- og natpatruljeringer, som oftest kun blev assisteret af lette krydsere. Fra engelsk side ville disse sparsomt forsvarede tyske patruljer udgøre et nemt bytte, hvis de blev konfronteret med en større engelsk styrke. Commodore Roger Keyes, der var leder af den engelske ubådsstyrke, udfærdigede en plan der beskrev hvordan englænderne kunne angribe de svage tyske patruljer. Til at udføre planen skulle Keyes bruge de engelske lette krydsere fra Harwich Force og de lette krydsere og destroyere der stod under Commodore Reginald Tyrwhitt's kommando. Planen gik i al sin enkelthed ud på at de engelske ubåde fra Harwich Force, om morgenen skulle drive de tyske patruljer væk fra den tyske kyst. Ubådene skulle operere i to grupper. Den ene gruppes opgave var at opfange eventuelle tyske forstærkninger og den anden gruppe skulle fungere som afledning, for at holde de tyske torpedobåde i åbent hav. Endnu længere ude skulle de kraftigere engelske enheder ligge som støtte for Harwich Force mod tyske forstærkninger og planen var at få den mægtige Grand Fleet til at på stor afstand, parat til at gribe ind hvis det skulle blive nødvendigt. Keyes forelagde planen for det Engelske Admiralitet d. 23. august 1914, men The War Staff havde for travlt til at se på planen. I stedet for at opgive sit forehavende, rettede Keyes herefter direkte henvendelse til First Lord of the Admiralty, Winston Churchill. Churchill var oprigtigt imponeret over ideen og indkaldte derfor til et møde den efterfølgende dag, hvor planen skulle gennemgås i detajler. På mødet deltog Tyrwhitt, Price Louis of Battenburg (1st Sea Lord), Vice Admiral Sturdee (chef for Admiralty War Staff) og Vice Admiral Sir Fredrick Hamilton (2nd Sea Lord). Sturdee besluttede at det ikke var nødvendigt at bruge Grand Fleet som støtte for aktionen, og planen blev tilpasset derefter, så det kun var de 5 ældre panserkrydsere fra Cruisers Force C og Cruiser Force K, samt slagkrydserne "Invincible" og "New Zealand", der blev sendt med som støtteskibe. Sturdee besluttede også at ændre strategien for hvordan angrebet skulle udføres. Beslutningen blev at 8 engelske ubåde skulle deltage i aktionen. En angrebsgruppe bestående af ubådene "E4", "E5" og "E9" skulle placeres nord og syd for Helgoland, og udgøre en indre angrebsgruppe der havde til opgave at angribe ethvert tysk fartøj som enten forsøgte at komme til forstærkning, eller som trak sig ud af angrebet. En ydre linie, bestående af "E6", "E7" og "E8" (afledningsgruppen) skulle indsættes 40 sømil længere ude, og disse ubåde fik til opgave at lokke tyske destroyere langt ud på åbent hav hvor de ville være sårbare overfor angreb fra de engelske slagkrydsere og destroyerflotiller. Endelig blev de engelske ubåde "D2" og "D8" placeret udfor Ems, hvor de skulle angribe tyske skibe som forsøgte at komme til undsætning. Aktionen skulle finde sted d. 28. august 1914, og Keyes og Tyrwhitt stod derfor til søs d. 26. og 27. august. Som det skete flere gange under 1. verdenskrig, informerede Admiralitetet uheldigvis ikke Admiral John Jellicoe (C-in-C Grand Fleet) om, at der var iværksat en stor flådeaktionction. Først d. 26. august fik Jellicoe besked, og selv da var informationerne der tilgik Jellicoe meget begrænsede og ufuldstændige. Jellicoe var bekymret over den åbenlyse mangel på støtte (big guns) til aktionen, som ville finde sted relativt tæt på de tyske flådebaser. Jellicoe bad derfor Admiralitetet om tilladelse til at anvende Grand Fleet som støtte. Sturdee responderede til Jellicoe, at han ikke fandt det nødvendigt, men hvis Jellicoe insisterede måtte han gerne sende nogle ekstra slagkrydsere. Jellicoe greb muligheden og informerede Admiralitet at han ville sende First Battlecruiser Squadron (Beatty) og First Light Cruiser Squadron (Commodore Goodenough), for at sikre og forstærke aktionen og dermed muligheden for succes. Keyes og Tyrwhitt var på dette tidspunkt allerede afgået, og Admiralitet svigtede igen med at informere om de ekstra engelske skibe som nu også deltog i aktionen. Dette kommunikationssvigt førte næsten til en katastrofe, da Harwich Force styrken kort før daggry fik First Light Cruiser Squadron i sigte. Risikoen var åbenlys men heldigvis for First Light Cruiser Squadron blev det hurtigt fra Harwich Force fastslået, at der var tale om egne fartøjer. Og først på dette tidspunkt, blev Tyrwhitt informeret om forstærkningerne, men da var det for sent at informere de engelske ubådsstyrker om dette. Aktionen stod overfor to tyske patruljeringslinier. Den ydre linie, 25 sømil vest for den tyske ø Helgoland, bestod af 9 moderne destroyere fra den 1. Torpedoboot Flotille. 12 sømil fra Helgoland befandt sig fartøjer fra 3. Minesweeping Division. De to linier blev støttet af de lette krydsere "Hela", "Ariadne", "Frauenlob" og "Stettin". "Mainz" befandt sig syd for Helgoland udfor Ems, og de øvrige 7 lette krydsere som var tilknyttet patruljeringslinierne, lå alle sikkert fortøjret i havnene Brunsbuttel og Wilhelmshaven. Uheldigvis for de tyske lette styrker, var samtlige tyske slagkrydsere og slagskibes aktionsmuligheder kraftigt begrænsede af de tidevandsbegrænsninger der lå i passagen af det lavvandede område ved Jade. Den første kontakt mellem de to flådestyrker, fandt sted kl. 05.26 d. 28. august 1914, mellem den tyske torpedobåd "G194" og den engelske ubåd "E9" (som også sænkede "Hela". "E9" affyrede en torpedo mod "G194", da denne forsøgte at vædre "E9". Torpedobåden rapporterede tilstedeværelsen af ubåden og V. Torpedo Boat Flotilla blev straks sendt af sted fra Helgoland på ubådsjagt. Engelske destroyere fra First Destroyer Flotilla fik "G194" i syne kort før kl. 06.50. "Laurel" og 3 andre destroyere fra divisionen optog forfølgelsen af "G194" der øjeblikkeligt havde ændret kursen til SØ, væk fra de fjendtlige engelske fartøjer. Der gik noget tid før Kontreadmiral Franz Hipper, der befandt sig i Wilhelmshaven, fik meddelelse om det hændte. Hipper havde det overordnede ansvar for forsvaret af Tyske Bugt, og han gik ud fra at der kun var tale om enkelte og spredte engelske destroyere, så han besluttede sig til kun at indsætte de tyske lette krydsere "Stettin" og "Frauenlob" som forsvar af sine torpedobåde. Ombord på den engelske lette krydser "Arethusa" var Tyrwhitt bekymret for at destroyeren "Laurel" og hendes division var ved at blive afskåret fra resten af den engelske styrke. Han forsøgte først at få fat i "Laurel", men da dette mislykkedes besluttede han at slutte sig til "Laurel". Dette skete samtidig med at den tyske V. Torpedo Boat Flotilla nærmede sig for at søge efter engelske ubåde. Da de fik øje på de engelske destroyere, fortrak de imidlertid hurtigt fra stedet igen. Den engelske Third Destroyer Flotilla, ledet af "Arethusa" var på dette tidspunkt i ildkamp med de tyske torpedobåde, og anrettede stor skade på torpedobådene "S13 og"V1". Uheldigvis for tyskerne gjorde tåge det umuligt for de tyske kanonstillinger på Helgoland at yde nogen form for støtte til de tyske torpedobåde der hastigt var på retræte mod Helgoland. Den lette krydser "Fearless" befandt sig på dette tidspunkt på en parallel nordlig kurs, men lå for langt væk til at deltage i kampen. På dette tidspunkt befandt de engelske og tyske fartøjer sig ved den tyske 2. linie der bestod af minestrygere og ubåden "D8", som snart befandt sig under beskydning af de engelske styrker. Heldigvis for tyskerne, ankom de tyske lette krydsere "Frauenlob" og "Stettin" kl. 07.57 sig til området og de engelske destroyere ændrede nu deres beskydning til de langt farligere tyske krydsere. Den engelske destroyer "Fearless" fik hurtigt en træffer sat ind hos den lette tyske krydser "Stettin", som fik en af sine kanoner sat ud af spil. Således kraftigt handicappet i sit angreb og forsvar, måtte "Stettin" trække sig ud af slaget, og satte kursen mod Helgoland. "Fearless" optog ikke forfølgelsen af "Stettin", da hendes ordre lød på at fortsætte patruljeringen af Helgolands Bugten. Samtidig var "Arethusa" og "Frauenlob" under gensidig beskydning. To af "Arethusa"s 4-tommer kanoner var sat ud af spillet, og havde også fået beskadiget kommunikation og maskinrummet var oversvømmet. "Frauenlob" havde også fået en del træffere, men kl. 08.30 havde "Arethusa" set sig nødsaget til at trække væk fra kampen, og "Frauenlob" undlod af optage forfølgelsen af den engelske destroyer. I nordvestlig retning havde Keyes ombord på "Lurcher" fået en krydsere i sigte i den tætte tåge. Da Keyes endnu ikke var blevet informeret om at den engelske styrke var blevet yderligere forstærket med dele fra Grand Fleet, ledet af Beatty, antog Keyes at der var tale om fjendtlige fartøjer og sendte meddelelse om dette videre. Keyes fortsatte derefter med at skygge krydserne. Tilsvarende fik de engelske krydsere øje på Keyes og fulgte efter Keyes. Keyes, der ved at anlægge en vestlig kurs, håbede på at lokke de ukendte krydsere lige i armene på de engelske slagkrydsere som lå mod vest. Først kl. 09.50 lettede tågen og forvirringen mellem de to engelske flådeenheder blev løst. Længere mod nordvest, sendte Goodenough de lette krydsere "Nottingham" og "Lowestoft" afsted for at forstærke Harwich Force. "Nottingham" og "Lowestoft" mødte den tyske torpedobåd "V187", som var under skarp forfølgelse af engelske destroyere, anført af "Goshawk". De engelske lette krydsere åbnede ild i en afstand af 4000 meter, og snart blev den tyske torpedobåd bragt til standsning. "V187" sank omkring kl. 09.10 og de engelske fartøjer begyndte at redde overlevende ombord. Imens dette fandt sted dukkede "Stettin" helt uventet og utilsigtet op og fik derved afbrudt redningsaktionen, da de engelske destroyere fortrak fra stedet. Englænderne måtte i al hast efterlade et par af deres redningsbåde i vandet, og de engelske søfolk samt de tyske søfolk som de havde reddet ombord fik sig en stor overraskelse da den engelske ubåd ”E4” pludselig viste sig i overfladen. De engelske søfolk blev taget ombord i ”E4”, men da pladsen ombord i ubåden var trang og ikke tillod også at tage tyskerne ombord, fik disse udleveret et kompas, forsyninger og en retning mod Helgoland, hvorefter ubåden forsvandt. Kl. 08.55 var "Fearless" ankommet ved den beskadigede "Arethusa" (som tidligere havde været i kamp med "Frauenlob"). Ombord på "Arethusa" var man ved at lave midlertidige reparationer for at sikre at skibet kunne returnere sikkert til England igen. I det fjerne nærmede yderligere en gruppe af tyske krydsere sig. Den ældre tyske krydser "Hela" havde haft kursen mod slagmarken men havde opfanget en radiomeddelelse fra ”Stettin” der oplyste at englænderne havde trukket sig ud af slaget, hvorfor "Hela" returnerede til dens foruddefinerede område for fortsat patruljering. Den tyske krydser "Ariane" var også gået glip af den første del af kampen og også denne vendte tilbage til sin plads. "Cöln" og "Strassburg" var på vej fra Wilhelmshaven og "Mainz" var på vej fra Ems. Kl. 09.30 angreb den engelske ubåd "E6" den engelske destroyer "Southampton". Heldigvis for begge parter endte angrebet uden succes, og var endnu et resultat af mangel på informationer. "Southampton" forsvarede sig, ved at forsøge at vædre ubåden, hvilket dog heller ikke lykkedes. Tyrwhitt, der befandt sig ombord på den beskadigede "Arethusa" havde travlt med at omgruppere sine spredte destroyere og ændrede derfor kurs mod øst for at forsøge at samle sine fartøjer. Kort efter bedredes sigtbarheden og Keyes og Goodenough var endelig langt om længe i stand til at identificere hinanden som værende venligtsindede, og få bragt den engelske forvirring til ophør. Tyrwhitt besluttede sig derfor for at trække sig, og satte kursen mod vest. På samme tid indledte den tyske krydser "Strassburg" et angreb fra sydøst, men blev drevet væk af engelske destroyer anført af "Fearless". Da destroyerne returnerede for at genoptage deres screening af "Arethusa", dukkede den tyske krydser "Cöln" endnu engang op, og blev endnu engang udsat for massiv beskydning af destroyerne fra Harwich Force. Endnu engang måtte "Cöln" tage retræten. Destroyerne fra Harwich Force var nu under kraftigt pres, og anmodede derfor om hjælp fra Beatty og hans slagkrydsere, og selvom minefaren var stor besluttede Beatty kl. 11.35 at komme til undsætning. I mellemtiden havde engelske destroyere iværksat et torpedoangreb mod "Strassburg" og det lykkedes at få den tyske krydser fordrevet. Freden var imidlertid kortvarig, for snart dukkede den tyske krydser "Mainz" op, og snart var der igen kontakt til de engelske destroyere. Kl. 11.50 fik Goodenough og First Light Cruiser Squadron kontakt med "Mainz", og da man ombord på "Mainz" hurtigt kunne se at skibet var i kraftigt undertal, tog "Mainz" hurtigt flugten. Uheldigvis for "Mainz" førte skibets kurs det lige ind i armene på destroyerne fra Harwich Force, og styremekanismen på "Mainz" blev beskadiget hvorefter skibet mistede evnen til at manøvrere. De engelske destroyere beskød den beskadigede tyske krydser, som på trods af sit handicap også formåede at forsvare sig og beskadige "Laurel", "Liberty" og "Laertes". "Mainz" modtog mange træffere indtil englænderne ophørte med deres beskydning kl. 12.25 og begyndte at optage overlevende fra "Mainz", der sank omkring 40 minutter senere. Efter dette, genoptog "Cöln" og "Strassburg" deres angreb af"Arethusa". Overfor 2 tyske krydsere var situationen kritisk for "Arethusa". Heldigvis nåede Beatty frem i tide og stillet overfor de engelske slagkrydsere valgte de tyske krydsere at tage flugten. "Cöln" blev hurtigt ramt, men blev delvis reddet da "Ariadne"” dukkede op kl. 13.00. Afstanden til den engelske slagkrydser "Lion" var kun 6000 meter og den tyske krydser blev hurtigt ramt og omkring 15 minutter efter var de engelske slagkrydsere forsvundet i disen, og "Ariadne" lå tilbage som et brændende og synkende vrag, overgivet at sin besætning. "Strassburg" formåede at udslippe, selvom flere engelske enheder fik øje på skibet. Kl. 13.25 fik "Lion" endnu engang "Cöln" i sigte og denne gang var der ingen nåde for det tyske krigsskib. Selvom "Cöln" forsvarede sig bravt, havde det ikke en chance og blev sænket. Dette var den sidste hændelse i slaget i Helgolands Bugten. "Arethusa" klarede turen hjem under bugsering af "Hogue". Slaget i Helgolands Bugten var en klar sejr til englænderne. Tyskerne havde mistet 3 lette krydsere og en torpedobåd, og mere end 1200 søfolk havde mistet livet. Englænderne havde ikke mistet nogle skibe, og kun 35 engelske søfolk var omkommet.	*SMS "Mainz"* *SMS "Ariadne"* *SMS "Cöln"* *"V187"* *SMS "Hela"* *Doggerbanke 1915* *Jyllands Slaget 1916*
*nolimitsdiving (c) 2005*
*Retur*