Jyllands Slaget Baggrund

Den 31. maj 1916 indtraf intet mindre end et stykke verdenshistorie, ca. 200 km udfor den jyske vestkyst. Her fandt historiens hidtil største søslag sted, hvorunder de mægtige tyske og engelske flåder lod deres samlede styrke komme til udtryk i et altafgørende og dræbende slag, i håbet om at sikre sig sejren over alle sejre. Slaget var kulminationen på flere års konflikt. Den tyske og den engelske flåde havde igennem det meste af 1. verdenskrig kredset om hinanden, uden at det havde lykkedes for nogle af parterne, at fremprovokere en direkte og afgørende konfrontation. Der havde været en række mindre og enkeltstående træfninger mellem de to parter, men ikke det store slag som både de tyske og engelske admiraler så som det uundgåelige. Magtbalancen skulle fastlægges og en gang for alle skulle det afgøres hvem af de to, der var den mest magtfulde krigsherre på verdenshavene.
Englænderne, der igennem historien havde haft herredømmet til søs, formåede under *Slaget i Helgolands Bugten*, at give tyskerne en forsmag på den engelske Nordsøflådes styrke. *Slaget ved Dogger Banke i* 1915 var også faldet ud til englændernes fordel, og tyskerne havde fået sænket en af deres ældre panserkrydser. Ikke det store tab rent materielt, men selvtilliden havde lidt alvorligt. Englænderne kunne dog ikke tage for givet, at de også ville vinde det afgørende slag. Med deres kendskab til de tyske ingeniørers opfindsomhed og evne til at perfektionere ned til mindste detalje, var der stor sandsynlighed for, at tyskerne var blevet endnu stærkere siden episoderne i 1914 og 1915. I slutningen af maj 1916 trak det endnu engang op til alvor. Begge flåder stod til søs, klar til at tage kampen op. Tilfældet ville det imidlertid således, at det blev den danske damper "N. J. Fjord", som blev den indirekte årsag til at historiens største søslag blev indledt. "N. J. Fjord" var på vej over Nordsøen, da røgen fra den lille dampers skorsten blev opdaget af den tyske flåde. Tyskerne troede, at det var englænderne der var på spil, og blev naturligvis slemt overraskede, da det blot viste sig at være en uskyldig dansk fragtdamper. Englænderne havde på deres side også set dampen fra "N. J. Fjord" stige til vejrs, og som tyskerne troede også de, at fjenden var på tæt hold. Derfor blev to engelske destroyere sendt afsted for at se, hvor fjenden var, og hvor mange skibe, der var tale om.
Da de to tyske og to engelske krigsfartøjer mødte hinanden ved "N. J. Fjord", var slaget en realitet. Begge sider åbnede øjeblikkelig ild og begyndte at skyde kraftigt på hinanden, alt imens den danske damper skyndsomt fortrak fra krigsskuepladsen. Igennem den sene aften og hele natten bølgede slaget frem og tilbage mellem de tyske og engelske slagkrydsere og destroyerflotiller, der ubønhørligt skød løs på hinanden. Selve slaget varede i omkring 21 timer og endte lige så brat, som det var begyndt. Den sidste hændelse fandt sted omkring kl. 10 om formiddagen d. 1. juni 1916, hvor den engelske destroyer "Sparrowhawk" havde den tvivlsomme ære af at blive det sidste skib, der sank under slaget. Ingen af de to deltagere i slaget kunne imidlertid erklæres som vinder. Begge flåder mistede en stor del af deres skibe, og omkring 8000 søfolk mistede livet. Den dag i dag ligger vragene stadig på havbunden som tavse mindesmærker om 1. verdenskrigs største træfning til søs.
	*Retur*