bgtitle.gif (16370 bytes)

"Erik Nordewall"

Fra drømmen til dykningerne

I november 2000 dumper en email ind fra en svensk producent af blylodder. Mailen kommer fra Motala i Sverige, lige i nærheden af Vättern. Alle alarmklokkerne ringer på dette tidspunkt et godt stykke over acceptabelt niveau. Motala og Vättern er for mig synonymt med et af de vrag, som står allerøverst på min ønskeseddel. I mit efterfølgende email-svar spørger jeg forsigtigt, om det er muligt at komme i kontakt med dykkere i området, som kan tage mig og et par andre med ned på hjuldamperen "Erik Nordewall".
 
Svaret kom prompte, "jeg kan hjælpe, jeg fandt vraget i sin tid".... Et par dage efter har jeg samlet et lille team af erfarne vragdykkere og vi kan nu for alvor gå i gang med at forberede turen. Drømmen er pludselig blevet til virkelighed.
 
De efterfølgende måneder hen over jul og nytår forløber stille og roligt. Vi mødes en enkelt aften og planlægger hvordan det hele skal forløbe. Det viser sig hurtigt at vi skal være 100% selvforsynende. Det, som først lignede en forlænget weekendtur, har nu pludselig fået karakter af en mindre ekspedition. Båd, motor, benzintanke, navigationsudstyr, ekkolod, kompressor, dobbeltfilter, undervands-videoudstyr, dekostation, dykkerudstyr, mad, drikkevarer og meget, meget mere, skal i et hug transporteres fra København til midt-Sverige. Som altid ser det kaotisk ud i starten, men efter lidt justering får vi det hele på plads i den tungtlastede kassevogn. Torsdag aften er vi klar og på vej mod Motala.
 
Vi ankommer ved 23-tiden i Motala, hvor vi bliver mødt af Olaf Svensson. Han har været så venlig at stille et par værelser i sit hus til rådighed for os mens vi er på besøg og efter 500 km heftig kassevognskørsel, bliver vi budt på kaffe og en dykkersnak. Vi får hele historien om skibet, hvordan det forliste samt beretningen om hvorledes de to Svensson brødre i sin tid lokaliserede det kendte vrag. Det bliver sent inden vi kommer i køjerne.
Fredag d. 23. marts
Øjnene var små da vækkeuret ringede små 5 timer senere. Solen stod højt på den klare blå himmel og det så ud som om det var sommer. Men det skulle man nu ikke lade sig narre af. Et nærmere check af udetemperaturen, bekræftede at det bestemt stadig var meget meget vinter i Sverige. Nå men efter et større svensk morgenbord, fik vi taget os så meget sammen at vi fik pakket udstyret og kørte afsted. Efter af have fulgt den svenske udgave af Kraks vejviser, fandt vi frem til en lille flække med en snedækket skovvej, hvoraf vi kørte i håbet om snart at komme til Vättern. Om det var kortet der var nøjagtigt nok, eller heldig kørsel, skal ikke diskuteres nærmere her. Under alle omstændigheder stod vi kort efter og kiggede ud over den spejlblanke sø. Der var is på inde i kanten og umiddelbart indbød det ikke til dykning. Vandet var simpelthen p....koldt. Den rolige overflade skyldtes dog ikke udelukkende is. Det var virkelig blikstille og ikke en vind rørte sig. Næste hurdle var at få samlet det medbragte udstyr, få monteret og afprøvet det nyindkøbte ekkolod samt sejle ud og lokalisere vraget.
 
På trods af at vi boede hos manden der i sin tid havde fundet vraget med et blytov, så havde han ikke en position på vraget som vi kunne gå ud fra ??? Så med et lånt søkort og en stor svensk tommelfinger som markering af hvor vraget skulle ligge, gik vi i gang. Gummibåden blev samlet og pustet op, og endnu engang pustet op. Den var ikke helt vild med at holde luft, så inden vi sendte Christian og Sune afsted blev den lige pustet op igen. Med brugsanvisningen på ekkoloddet under armen samt et 2x18 liter flaskesæt til at efterfylde båden med, susede de afsted for at finde og markere vraget. Imens gik vi to andre i gang med at rigge vores udstyr til og ellers forberede os til dykket. En time senere var vi alle samlet igen. Vraget var blevet lokaliseret forholdsvist nemt, og vi var nu klar til at dykke. Efter omklædning og slæben udstyr frem og tilbage i et væk, sejlede vi nu alle fire ud til "Erik Nordewall".
 
Første hold i baljen var Christian og Thomaz. Vi fik øje på vraget i 25 meters dybde, hvor bøjelinen løb ned langs masten. Det var et imponerende syn at se den intakte mast stå højt op i vandet. Vi landede på dækket i 42 meters dybde, hvor sigten desværre ikke var helt så god som vi havde regnet med. Eller er vi bare blevet kræsne ? Heldigvis var der stadig en rest af solens stråler der nåede ned til vraget, så der ikke var helt mørkt. Vi svømmede langs bagbords side ned mod agterenden og kom først forbi det ene skovlhjul. Det stod helt intakt som om det var bygget dagen før. Derefter bevægede vi os ind på dækket og her kiggede vi nærmere på de to nedgange som fører fra dækket og ned i det indre af skibet. Det var meget fristende at tage en tur derned. Men at rode rundt indvendigt i et vrag man ikke kender, som er fyldt op med mudder og som ligger på 42 meters dybde var lidt for friskt for os. Så vi nøjedes med at se på de flotte detaljer oppe fra. Man kunne se en lang gang som løb igennem hele skibets længde, og det var nemt at forestille sig de spændende ting som man ville kunne finde dernede.
 
Vi endte forholdsvist hurtigt nede i agterenden, hvor vi fik set på skibets specielle styringsmekanisme. Der har nemlig ikke være anvendt rat eller rorpind til at styre skibet. Derimod en direkte udveksling til roret som blev styret af to håndtag. Hele agterskibet havde nogle flotte vinduer hvor glasset stadig sad i, og når man lyste ind gennem ruderne kunne man se ind i kahytterne. Vi svømmede langs styrbords side og op forbi skorstenen, som rager 8-10 meter op over dækket. Til slut endte vi oppe i stævnen hvor vi fik set på signalkanonerne og den flotte guldornamentering der findes under bovspryddet. Efter et utrolig spændende dyk, gik det op mod dekostoppet på 15 minutter. Stoppet skulle foretages i 0-1 grad koldt vand. Det var et af de koldeste dekostop jeg endnu har foretaget, og på de sidste 10 meter op til overfladen føltes det som om man fik kastet en bakke isterninger i hovedet.  
 
Da computeren viste at deko'en var overstået, var vi to der ikke kunne komme hurtigt nok afsted. Vel oppe igen på overfladen blev vi mødt af den varme sol og et par dykkere som sad i en næsten flad gummibåd, der næsten var bordfyldt. Vi fik udstyret af og blev hevet op i gummibåden. Så var det AØ og Sunes tur til at se vraget, og de kom hurtigt i vandet. Mens Christian forsøgte at få følelsen i sine fingre igen, begyndte jeg at øse båden tom for vand, hvilket var lidt af et arbejde at udføre med en knækket øse, men et par hundrede liter lykkedes det da at få skovlet udenbords.
 
Da AØ og Sune havde afsluttet deres dyk, satte vi kursen mod "havnen", hvor hele formiddagens gedemarked gentog sig i modsat rækkefølge. Den slatne gummibåd fik lov til at hvile sig ved Vättern, mens vi 4 dykkere satte kursen mod det nærmeste pizzeria.  Jeg vil skrive under på at vi alle sov godt denne nat.
Lørdag d. 24. marts
Endnu en morgen hvor vækkeuret lød alt for tidligt. AØ kom ind og sparkede til Christian og mig, og det var bestemt ikke lysten til koldt vand der trak mest. Men vi var jo ikke kommet til Sverige for at sove, så i fjerde forsøg lykkedes det at komme på benene, hvorefter vi slæbte os ned til morgenmad.
 
Dagens dykning forløb nogenlunde som den foregående, bortset fra at vi denne dag havde en del problemer med frossent udstyr. Vores udstyr kunne vist heller ikke lide de ekstreme påvirkninger som vi udsatte det for. Christian og Thomaz havde dobbelt frysning på deres wing-system, og måtte afbryde deres dyk efter kun 8 minutters dykning. Surt men ikke så meget at gøre ved det.
På vejen kørte vi forbi slottet i Vadstena for at se det sted hvor "Erik Nordewall" havde foretaget sit sidste stop inden det satte kursen ud på Vättern den skæbnesvangre dag i 1856. Efter det kulturelle stop, gik det så videre og vi nåede hjem ved 23.30 tiden efter en god tur.

Retur