Projekt Pionier - forberedelser

bgtitle.gif (16370 bytes)

Projekt SS "Pionier"

Projektforberedelser

English Deutsch

Lige siden jeg i foråret 1998 var blevet uddannet som trimixdykker, havde jeg været interesseret i at finde et skibsvrag, der ikke havde været dykket på tidligere, og hvor jeg kunne lave et trimixprojekt. For at begge krav kunne opfyldes, skulle vraget i sagens natur ligge forholdsvis dybt, ellers var behovet for anvendelse af trimix ikke til stede og vraget ville formentlig allerede have været besøgt af andre dykkere. Jeg havde indtil da selv kun udført trimixdyk på klippevægge i Sverige og på det meget besøgte vrag af SS "Seattle" i Norge. Derfor var jeg kort fortalt på udkig efter "mit eget" vrag og i efteråret 1998 så det ud til, at det skulle lykkes.

I september 1998 kom jeg nemlig i besiddelse af en håndfuld positioner på vrag, der lå i den nordlige del af Kattegat samt i indre Skagerrak. En aften plottede jeg positionerne ind i mit søkort for at få et overblik over, hvor vragene rent faktisk lå. De fleste af vragpositionerne lå i Kattegat og var mere eller mindre kendte i forvejen. Et par af dem, der lå i Skagerrak, så ved første øjekast meget lovende ud. Specielt en af positionerne var særlig spændende. Vraget lå 9 sømil nord for Grenen, og dybden i området var omkring 100-120 meter.

De få sparsomme informationer jeg var i besiddelse af fortalte, at det var vraget af det tyske dampskib "Pionier", som skulle ligge på denne position. Skibet var blevet sænket af en engelsk ubåd i september 1940, da det var på rejse fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge. Et hurtigt kig i mit vragregister gav ingen yderligere informationer om vraget, da jeg hverken kendte til skibets historie eller forliset. Nu begyndte det for alvor at blive interessant, og der var allerede flere ting, der talte for, at det var det her vrag, der skulle danne rammen om mit kommende dykkerprojekt.

For det første var der tale om et stort dampskibsvrag med en spændende historisk baggrund. For det andet gjorde beliggenheden og dybden, at jeg var 100% sikker på, at der ikke havde været dykkere på vraget tidligere. Udfra disse betragtninger bestemte jeg mig for at starte et projekt op med det formål at dykke på vraget af "Pionier" i løbet af sommeren 1999. Næste opgave var imidlertid at indhente noget mere baggrundsviden, da der stadig manglede en del oplysninger om både skibet og forliset.

Den efterfølgende research blev foretaget på Marinens Bibliotek i København, hvor min gode ven Gunnar Olsen hurtigt fandt de oplysninger frem, som jeg manglede. Kort tid efter dumpede en kuvert ind fra Wolfgang Fuchs i Hamburg, hvori der lå tre flotte fotos af skibet. Med historien om skibet og forliset sat på plads var næste skridt at få selve projektet sat i gang.

Oktober 1998: Projektet realiseres

Men uden deltagere var der jo intet projekt. Derfor skulle der som noget af det første findes nogle trimixdykkere, der var interesserede og kvalificerede til at foretage dykninger på 120 meters dybde. Dykkerne skulle i sagens natur også være indstillet på at bruge en hel del tid og penge på projektet, da trimixdykning som bekendt er både udstyrskrævende og tager tid.

Der skulle også findes en række personer, der ville være hjælpedykkere, standbydykkere, bådfører og udfylde mange andre store og små opgaver. Disse personer skulle også ofre en hel del tid og energi på projektet og være indstillet på, at en stor del af deres opgaver ville dreje sig om at hjælpe trimixdykkerne i at nå deres mål. Sidst men ikke mindst skulle der også bruges noget know how og ekspertise, for at det var muligt at planlægge dykningerne forsvarligt.

Det sidste forhold var givet på forhånd. Jeg ikke kunne planlægge og udføre trimixdykninger i denne målestok udfra mine tidligere erfaringer. Derfor kontaktede jeg min trimixinstruktør Jack Petersen fra IAO Academy Aps i København for at høre, om han var interesseret i at deltage. Jack ville, om nogen, være den, der havde viden og erfaringen til at planlægge og gennemføre de dykninger, som jeg havde i tankerne.

På et møde satte jeg ham ind i mine tanker omkring projektet, og der gik ikke mange øjeblikke, før han havde besluttet sig for at træde ind i projektet. Både som trimixdykker og som "viden center". Vi bestemte os for at indkalde de trimixdykkere, som havde tilknytning til IAO Academy Aps, til et orienterende møde. Her ville vi fortælle om projektideen, og danne os et indtryk, af hvor mange der var interesserede i at deltage.

På det første projektmøde fik vi diskuteret de grundlæggende ting omkring projektet igennem, og efter mødet var der tilmeldt 7 trimixdykkere og 6 hjælpedykkere.

Efter det meget positive møde var der således givet grønt lys til at fortsætte projektet. Vi havde nu de deltagere, der skulle til at gennemføre dykningerne, og alle var fyr og flamme. Nu var det alvor og projektet var sat i gang. Hverken Jack eller jeg havde på dette tidspunkt forestillet os, hvor omfattende det egentlig var, det som vi nu havde sat i gang.

November 1998: Planlægning, planlægning og atter planlægning

Som tidligere nævnt var hele formålet med at dykke på "Pionier" at foretage en dokumentation af vragets nuværende tilstand. Den endelige dokumentation skulle bestå af dykkernes optegnelser og registreringer samt af videooptagelser af vraget.

Men for at vi kunne nå så langt, indså vi hurtigt, at der var brug for en hel del økonomiske midler, hvis alle vores ønsker skulle realiseres. Vi bestemte os derfor for at se om vi kunne få dækket vores udgifter helt eller delvist via legater, fonde og sponsorater. For at kunne tilbyde vores sponsorer noget for de midler, som de måtte deltage med, måtte der en vis form for eksponering af sponsorerne til. Og helst i så stor udstrækning som muligt.

Derfor indgik vi et samarbejde med Produktionsselskabet Kanal2 om at lave en tv-udsendelse om projektet. TV-holdet blev kort tid efter tilknyttet projektet og begyndte med det samme deres optagelser af projektforberedelserne. Dette samarbejde viste sig at blive både sjovt og spændene, men til tider også temmelig problematisk. Som en del af den historie der skulle bygges op omkring projektet, ønskede TV-holdet at få videooptagelser og lyd med op fra vraget. For at dette var muligt, skulle der bruges en kraftig lyskilde, da kvaliteten af optagelserne ellers ville blive for dårlige.

Derfor blev det besluttet, at det ene trimixhold skulle dykke med et umbilica system, hvor der via et kabel fra overfladen kunne modtages billeder og lyd fra vraget. Dykkerne skulle samtidig anvende AGA-helmasker på disse dykninger, så de var i stand til at kommentere de ting, som de så på vraget. For at trimixholdet kunne dykke med umbilicaen, skulle der etableres en 100% fastforankret station ovenover vraget, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Stationen skulle udgøres af et mindre skib, der skulle placeres for 4 varpankre henover vraget.

Konstrueringen af de tilpassede AGA-helmasker blev foretaget af Jørgen Hansen, fra J. H. Teknik i København. Planlægningen af hvorledes varpet skulle udlægges, og hvilket skib der skulle anvendes, blev overladt til Jack, der sammen med tv-holdet arbejdede videre mod den optimale løsning. Jeg selv havde sat mig det næste mål i sigte, og det var at komme til Skagen og få lokaliseret vraget af "Pionier".

Januar 1999: Vraget lokaliseres

Nu var selve projektet godt i gang, og de fleste opgaver var sat på skinner. Derfor mente jeg, at det nu var tid til at få bekræftet, om vragpositionen virkelig talte sandt.

Vi havde i lang tid planlagt at køre til Skagen når vejret tillod det, men den første aftale før jul gik i vasken på grund af blæsevejr. Første weekend i januar havde vi afsat til endnu et forsøg på at nå Skagen, men der havde vejrguderne sørget for en lille storm. Så det så mere og mere ud til, at vi skulle være mere end meget heldige, hvis det skulle lykkes.

Vejrudsigten for den efterfølgende weekend så imidlertid meget lovende ud, så Jack og jeg aftalte, at hvis udsigten holdt, ville vi køre til Skagen for at eftersøge vraget. Så måtte det briste eller bære. Vi kunne ikke blive ved med at fortsætte planlægningen af projektet uden at være 100% sikker på, at der også lå et vrag og ventede på os oppe i Skagerrak. Utålmodige lyttede vi i løbet af ugen til vejrudsigten, og til stor glæde så den ud til at holde. Sent om aftenen den 9. januar, kørte Jack og jeg mod Skagen med RIB’en på slæb. Meteorologerne havde lovet stille vejr den efterfølgende dag, og der ville vi slå til.

10. januar: Succes

Vækkeuret ringede tidligt. Meget tidligt. De friske drenge var hurtigt på benene, og efter en meget stille køretur ankom vi kl. 8.30 til Skagen. Det var temmelig koldt, omkring minus 2 grader så der skulle en del tøj til at holde varmen. Kl. 11 forlod vi Skagen havn, og Jack satte kurs mod Skagen Rev. Mens vi sejlede langs kysten, dukkede solen op og sendte sine stråler ned mod os. Det var den helt rigtige dag, vinden var svag, og søen var uden en krusning på. Da vi rundede Skagens Rev, satte vi kursen direkte mod vraget, og med fuld fart gik det nu ud mod positionen, hvor "Pionier" skulle ligge sunket.

Vi nåede frem til positionen kl. 11.50 og begyndte eftersøgningen. Ekkoloddet viste en flad bund 122 meter under os. Der gik ikke lang tid før, vi havde det første lodskud på ekkoloddet og jublen i RIB’en ville ingen ende tage. Sådan må det have været, da de fandt "Titanic" for første gang. Ekkoloddet gik amok hver gang vi sejlede henover vraget, og hver gang fik vi et kæmpe ekko retur fra havbunden. Da vi var sikre på, at vi havde fået plottet vragets korrekte position i vores nye DGPS navigator, satte vi kursen mod Skagen havn igen. Vi var tilbage i Skagen igen kl. 14, glade over at vi havde opnået det vi tog afsted efter: Positionen på SS "Pionier".

Foråret 1999: Dykkermæssige forberedelser

I løbet af de tre første måneder af året fik vi trænet de hjælpedykkere, som skulle assistere trimixdykkerne. Et af de sikkerhedsmæssige krav, som vi havde sat fra start af, var, at alle hjælpedykkere som minimum skulle være certificeret som Basic EANx dykkere. Trimixdykkerne skulle naturligvis være trimix certificerede, men skulle helst også være certificerede som Full Cave og Full Gasblender.

Sikkerheden omkring gennemførelsen af dykningerne var det, som vi prioriterede højest, og dette var den egentlige begrundelse for de certificeringskrav, som blev sat til deltagerne. Desuden var projektet et teknisk dykkerprojekt, og derfor skulle alle deltagerne også være tekniske dykkere.

Selve sikkerhedssetup’et og hvordan dykningerne skulle gennemføres, havde taget omkring 3 måneder at gennemarbejde. Det, som havde taget længst tid, var at bestemme hvilket sikkerhedsniveau, vi ville anse for acceptabelt.

Torsdag den 20. maj afprøvede vi for første gang setup’et i Øresund, hvor vi dykkede fra Frømandsklubben Helgolands dykkerskib MS "Olga". Dagens træningsdyk blev foretaget som et simuleret trimixdyk. Under dykket fik dykkerholdene øvet i at modtage og aflevere stageflasker, og alle fik trænet forskellige sikkerhedsøvelser. Aftenen blev afsluttet med evaluering, hvor de enkelte dele af setup’et blev gennemgået. Det valgte setup viste sig at være godt gennemarbejdet, og der var kun ganske få ting, der skulle rettes inden næste træningsdyk.

Torsdag d. 17. juni lavede vi endnu et træningsdyk, som denne gang blev foretaget i Køge Bugt. Også her blev der foretaget et simuleret trimixdyk, og dykkerholdene fik igen afprøvet setup’et, og der blev igen øvet med stageflasker. Efter dagens træningsdyk var alle klar til den kommende weekends dykninger i Göteborg, hvor vi for alvor skulle afprøve udstyr, og dykke som om vi dykkede på "Pionier".

Testdyk i Göteborg

Fredag d. 18. juni kørte hele projektholdet afsted til Göteborg, hvor vi i løbet af weekenden skulle afprøve sikkerhedssetup’et i fuld skala. Trimixdykkerne skulle også bruge turen til at få afprøvet det udstyr, som de skulle dykke med på "Pionier". Og hjælpedykkerne skulle for første gang assistere trimixdykkerne på samme måde, som de ville komme til at gøre det under dykkene på "Pionier".

Weekenden var planlagt således, at trimixdykkerne skulle foretage et dybt luftdyk om lørdagen for at checke om alt var, som det skulle være og om søndagen var der planlagt et trimixdyk, hvor der skulle dykkes til 85 meters dybde.

Hjælpedykkerne skulle bruge de to dage på selv at dykke og til at træne sammen med trimixdykkerne. Desuden skulle de generelle ting omkring hvordan dykningerne på "Pionier" skulle forløbe, sættes på plads, så alle var klar over, hvordan det ville komme til at forløbe i Skagen.

Lørdagens dykninger forløb uden problemer, og trimixdykkerne gennemførte deres luftdyk til 60 meter uden problemer. Hjælpedykkerne fik dykket til 45 meter.

Søndag dykkede trimixholdet til 77 meter, hvor dykket måtte afbrydes på grund af en defekt dragtfeeder. Hjælpedykkerne dykkede til 55 meter.

Der blev i alt gennemført 3 trimixdyk til 77 meter og 16 luftdyk i 45-60 meters zonen i løbet af denne weekend. Vi skiltes i silende regnvejr velvidende, at næste gang vi skulle ses igen, var det i Skagen, hvor det helt store slag nu skulle slås.

nolimitsdiving (c) 1999-2004

Retur

Lige siden jeg i foråret 1998 var blevet uddannet som trimixdykker, havde jeg været interesseret i at finde et skibsvrag, der ikke havde været dykket på tidligere, og hvor jeg kunne lave et trimixprojekt. For at begge krav kunne opfyldes, skulle vraget i sagens natur ligge forholdsvis dybt, ellers var behovet for anvendelse af trimix ikke til stede og vraget ville formentlig allerede have været besøgt af andre dykkere. Jeg havde indtil da selv kun udført trimixdyk på klippevægge i Sverige og på det meget besøgte vrag af SS "Seattle" i Norge. Derfor var jeg kort fortalt på udkig efter "mit eget" vrag og i efteråret 1998 så det ud til, at det skulle lykkes. I september 1998 kom jeg nemlig i besiddelse af en håndfuld positioner på vrag, der lå i den nordlige del af Kattegat samt i indre Skagerrak. En aften plottede jeg positionerne ind i mit søkort for at få et overblik over, hvor vragene rent faktisk lå. De fleste af vragpositionerne lå i Kattegat og var mere eller mindre kendte i forvejen. Et par af dem, der lå i Skagerrak, så ved første øjekast meget lovende ud. Specielt en af positionerne var særlig spændende. Vraget lå 9 sømil nord for Grenen, og dybden i området var omkring 100-120 meter. De få sparsomme informationer jeg var i besiddelse af fortalte, at det var vraget af det tyske dampskib "Pionier", som skulle ligge på denne position. Skibet var blevet sænket af en engelsk ubåd i september 1940, da det var på rejse fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge. Et hurtigt kig i mit vragregister gav ingen yderligere informationer om vraget, da jeg hverken kendte til skibets historie eller forliset. Nu begyndte det for alvor at blive interessant, og der var allerede flere ting, der talte for, at det var det her vrag, der skulle danne rammen om mit kommende dykkerprojekt. For det første var der tale om et stort dampskibsvrag med en spændende historisk baggrund. For det andet gjorde beliggenheden og dybden, at jeg var 100% sikker på, at der ikke havde været dykkere på vraget tidligere. Udfra disse betragtninger bestemte jeg mig for at starte et projekt op med det formål at dykke på vraget af "Pionier" i løbet af sommeren 1999. Næste opgave var imidlertid at indhente noget mere baggrundsviden, da der stadig manglede en del oplysninger om både skibet og forliset. Den efterfølgende research blev foretaget på Marinens Bibliotek i København, hvor min gode ven Gunnar Olsen hurtigt fandt de oplysninger frem, som jeg manglede. Kort tid efter dumpede en kuvert ind fra Wolfgang Fuchs i Hamburg, hvori der lå tre flotte fotos af skibet. Med historien om skibet og forliset sat på plads var næste skridt at få selve projektet sat i gang.
*Oktober 1998: Projektet realiseres*
Men uden deltagere var der jo intet projekt. Derfor skulle der som noget af det første findes nogle trimixdykkere, der var interesserede og kvalificerede til at foretage dykninger på 120 meters dybde. Dykkerne skulle i sagens natur også være indstillet på at bruge en hel del tid og penge på projektet, da trimixdykning som bekendt er både udstyrskrævende og tager tid. Der skulle også findes en række personer, der ville være hjælpedykkere, standbydykkere, bådfører og udfylde mange andre store og små opgaver. Disse personer skulle også ofre en hel del tid og energi på projektet og være indstillet på, at en stor del af deres opgaver ville dreje sig om at hjælpe trimixdykkerne i at nå deres mål. Sidst men ikke mindst skulle der også bruges noget know how og ekspertise, for at det var muligt at planlægge dykningerne forsvarligt. Det sidste forhold var givet på forhånd. Jeg ikke kunne planlægge og udføre trimixdykninger i denne målestok udfra mine tidligere erfaringer. Derfor kontaktede jeg min trimixinstruktør Jack Petersen fra IAO Academy Aps i København for at høre, om han var interesseret i at deltage. Jack ville, om nogen, være den, der havde viden og erfaringen til at planlægge og gennemføre de dykninger, som jeg havde i tankerne. På et møde satte jeg ham ind i mine tanker omkring projektet, og der gik ikke mange øjeblikke, før han havde besluttet sig for at træde ind i projektet. Både som trimixdykker og som "viden center". Vi bestemte os for at indkalde de trimixdykkere, som havde tilknytning til IAO Academy Aps, til et orienterende møde. Her ville vi fortælle om projektideen, og danne os et indtryk, af hvor mange der var interesserede i at deltage. *På det første projektmøde fik vi diskuteret de grundlæggende ting omkring projektet igennem, og efter mødet var der tilmeldt 7 trimixdykkere og 6 hjælpedykkere.* Efter det meget positive møde var der således givet grønt lys til at fortsætte projektet. Vi havde nu de deltagere, der skulle til at gennemføre dykningerne, og alle var fyr og flamme. Nu var det alvor og projektet var sat i gang. Hverken Jack eller jeg havde på dette tidspunkt forestillet os, hvor omfattende det egentlig var, det som vi nu havde sat i gang.
November 1998: Planlægning, planlægning og atter planlægning
Som tidligere nævnt var hele formålet med at dykke på "Pionier" at foretage en dokumentation af vragets nuværende tilstand. Den endelige dokumentation skulle bestå af dykkernes optegnelser og registreringer samt af videooptagelser af vraget. Men for at vi kunne nå så langt, indså vi hurtigt, at der var brug for en hel del økonomiske midler, hvis alle vores ønsker skulle realiseres. Vi bestemte os derfor for at se om vi kunne få dækket vores udgifter helt eller delvist via legater, fonde og sponsorater. For at kunne tilbyde vores sponsorer noget for de midler, som de måtte deltage med, måtte der en vis form for eksponering af sponsorerne til. Og helst i så stor udstrækning som muligt. Derfor indgik vi et samarbejde med Produktionsselskabet Kanal2 om at lave en tv-udsendelse om projektet. TV-holdet blev kort tid efter tilknyttet projektet og begyndte med det samme deres optagelser af projektforberedelserne. Dette samarbejde viste sig at blive både sjovt og spændene, men til tider også temmelig problematisk. Som en del af den historie der skulle bygges op omkring projektet, ønskede TV-holdet at få videooptagelser og lyd med op fra vraget. For at dette var muligt, skulle der bruges en kraftig lyskilde, da kvaliteten af optagelserne ellers ville blive for dårlige. Derfor blev det besluttet, at det ene trimixhold skulle dykke med et umbilica system, hvor der via et kabel fra overfladen kunne modtages billeder og lyd fra vraget. Dykkerne skulle samtidig anvende AGA-helmasker på disse dykninger, så de var i stand til at kommentere de ting, som de så på vraget. For at trimixholdet kunne dykke med umbilicaen, skulle der etableres en 100% fastforankret station ovenover vraget, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Stationen skulle udgøres af et mindre skib, der skulle placeres for 4 varpankre henover vraget. Konstrueringen af de tilpassede AGA-helmasker blev foretaget af Jørgen Hansen, fra J. H. Teknik i København. Planlægningen af hvorledes varpet skulle udlægges, og hvilket skib der skulle anvendes, blev overladt til Jack, der sammen med tv-holdet arbejdede videre mod den optimale løsning. Jeg selv havde sat mig det næste mål i sigte, og det var at komme til Skagen og få lokaliseret vraget af "Pionier".
Januar 1999: Vraget lokaliseres
*Nu var selve projektet godt i gang, og de fleste opgaver var sat på skinner. Derfor mente jeg, at det nu var tid til at få bekræftet, om vragpositionen virkelig talte sandt.* Vi havde i lang tid planlagt at køre til Skagen når vejret tillod det, men den første aftale før jul gik i vasken på grund af blæsevejr. Første weekend i januar havde vi afsat til endnu et forsøg på at nå Skagen, men der havde vejrguderne sørget for en lille storm. Så det så mere og mere ud til, at vi skulle være mere end meget heldige, hvis det skulle lykkes. Vejrudsigten for den efterfølgende weekend så imidlertid meget lovende ud, så Jack og jeg aftalte, at hvis udsigten holdt, ville vi køre til Skagen for at eftersøge vraget. Så måtte det briste eller bære. Vi kunne ikke blive ved med at fortsætte planlægningen af projektet uden at være 100% sikker på, at der også lå et vrag og ventede på os oppe i Skagerrak. Utålmodige lyttede vi i løbet af ugen til vejrudsigten, og til stor glæde så den ud til at holde. Sent om aftenen den 9. januar, kørte Jack og jeg mod Skagen med RIB’en på slæb. Meteorologerne havde lovet stille vejr den efterfølgende dag, og der ville vi slå til.
10. januar: Succes
Vækkeuret ringede tidligt. Meget tidligt. De friske drenge var hurtigt på benene, og efter en meget stille køretur ankom vi kl. 8.30 til Skagen. Det var temmelig koldt, omkring minus 2 grader så der skulle en del tøj til at holde varmen. Kl. 11 forlod vi Skagen havn, og Jack satte kurs mod Skagen Rev. Mens vi sejlede langs kysten, dukkede solen op og sendte sine stråler ned mod os. Det var den helt rigtige dag, vinden var svag, og søen var uden en krusning på. Da vi rundede Skagens Rev, satte vi kursen direkte mod vraget, og med fuld fart gik det nu ud mod positionen, hvor "Pionier" skulle ligge sunket.
Vi nåede frem til positionen kl. 11.50 og begyndte eftersøgningen. Ekkoloddet viste en flad bund 122 meter under os. Der gik ikke lang tid før, vi havde det første lodskud på ekkoloddet og jublen i RIB’en ville ingen ende tage. Sådan må det have været, da de fandt "Titanic" for første gang. Ekkoloddet gik amok hver gang vi sejlede henover vraget, og hver gang fik vi et kæmpe ekko retur fra havbunden. Da vi var sikre på, at vi havde fået plottet vragets korrekte position i vores nye DGPS navigator, satte vi kursen mod Skagen havn igen. Vi var tilbage i Skagen igen kl. 14, glade over at vi havde opnået det vi tog afsted efter: Positionen på SS "Pionier".
Foråret 1999: Dykkermæssige forberedelser
I løbet af de tre første måneder af året fik vi trænet de hjælpedykkere, som skulle assistere trimixdykkerne. Et af de sikkerhedsmæssige krav, som vi havde sat fra start af, var, at alle hjælpedykkere som minimum skulle være certificeret som Basic EANx dykkere. Trimixdykkerne skulle naturligvis være trimix certificerede, men skulle helst også være certificerede som Full Cave og Full Gasblender. Sikkerheden omkring gennemførelsen af dykningerne var det, som vi prioriterede højest, og dette var den egentlige begrundelse for de certificeringskrav, som blev sat til deltagerne. Desuden var projektet et teknisk dykkerprojekt, og derfor skulle alle deltagerne også være tekniske dykkere. Selve sikkerhedssetup’et og hvordan dykningerne skulle gennemføres, havde taget omkring 3 måneder at gennemarbejde. Det, som havde taget længst tid, var at bestemme hvilket sikkerhedsniveau, vi ville anse for acceptabelt. Torsdag den 20. maj afprøvede vi for første gang setup’et i Øresund, hvor vi dykkede fra Frømandsklubben Helgolands dykkerskib MS "Olga". Dagens træningsdyk blev foretaget som et simuleret trimixdyk. Under dykket fik dykkerholdene øvet i at modtage og aflevere stageflasker, og alle fik trænet forskellige sikkerhedsøvelser. Aftenen blev afsluttet med evaluering, hvor de enkelte dele af setup’et blev gennemgået. Det valgte setup viste sig at være godt gennemarbejdet, og der var kun ganske få ting, der skulle rettes inden næste træningsdyk. Torsdag d. 17. juni lavede vi endnu et træningsdyk, som denne gang blev foretaget i Køge Bugt. Også her blev der foretaget et simuleret trimixdyk, og dykkerholdene fik igen afprøvet setup’et, og der blev igen øvet med stageflasker. Efter dagens træningsdyk var alle klar til den kommende weekends dykninger i Göteborg, hvor vi for alvor skulle afprøve udstyr, og dykke som om vi dykkede på "Pionier".
Testdyk i Göteborg
Fredag d. 18. juni kørte hele projektholdet afsted til Göteborg, hvor vi i løbet af weekenden skulle afprøve sikkerhedssetup’et i fuld skala. Trimixdykkerne skulle også bruge turen til at få afprøvet det udstyr, som de skulle dykke med på "Pionier". Og hjælpedykkerne skulle for første gang assistere trimixdykkerne på samme måde, som de ville komme til at gøre det under dykkene på "Pionier". Weekenden var planlagt således, at trimixdykkerne skulle foretage et dybt luftdyk om lørdagen for at checke om alt var, som det skulle være og om søndagen var der planlagt et trimixdyk, hvor der skulle dykkes til 85 meters dybde. Hjælpedykkerne skulle bruge de to dage på selv at dykke og til at træne sammen med trimixdykkerne. Desuden skulle de generelle ting omkring hvordan dykningerne på "Pionier" skulle forløbe, sættes på plads, så alle var klar over, hvordan det ville komme til at forløbe i Skagen. *Lørdagens dykninger forløb uden problemer, og trimixdykkerne gennemførte deres luftdyk til 60 meter uden problemer. Hjælpedykkerne fik dykket til 45 meter.* *Søndag dykkede trimixholdet til 77 meter, hvor dykket måtte afbrydes på grund af en defekt dragtfeeder. Hjælpedykkerne dykkede til 55 meter.* Der blev i alt gennemført 3 trimixdyk til 77 meter og 16 luftdyk i 45-60 meters zonen i løbet af denne weekend. Vi skiltes i silende regnvejr velvidende, at næste gang vi skulle ses igen, var det i Skagen, hvor det helt store slag nu skulle slås.