Trip report - Øland 2002

bgtitle.gif (16370 bytes)

Ubådsmassakren 2002

Torsdag d. 25.4
English

Næste morgen bragte tåge og klamt vejr. "Øv, nu gik det lige så godt", tænkte jeg. Til gengæld var der ingen vind, så det var bare om at komme ud af fjerene og få gang i maskineriet. Vi kastede fortøjningerne og satte kursen ud af havnehullet, som vi dårligt nok kunne skimte ud af vinduerne i styrehuset.

SS "Walther Leonhardt" blev hurtigt fundet, og vraget slog højere end forventet. Fra den gamle beskrivelse af vraget kunne vi læse, at vraget var meget sammenfaldent og ikke så interessant. Stor var min forundring derfor da vi nåede de 35 meter ned og fandt et pænt intakt dampskibsvrag med masser at se på.

Jeg formoder at den gamle beskrivelse er baseret på en sammenligning med de 3 øvrige vrag, som på daværende tidspunkt sikkert havde været meget mere intakte end de er i dag. For 20 år siden har "Walther Leonhardt" sikkert fremstået som det ’dårligste’ vrag af de 4.

I dag er historien helt anderledes, og den 1.300 tons og 75 meter lange "Walther Leonhardt" er efter min mening et yderst spændende vrag med mange muligheder.

Vi kom ned lidt agten for maskinen, og fik bundet på et af de traditionelle spil. Derfra svømmede vi henover dækket og ned imod agterenden af vraget. Overalt flød det med skibsdele og et sted lå der to kæmpespil som var kastet oveni hinanden. Min første tanke da jeg så det var "nå, der ligger en bunke spil". Få øjeblikke efter var vi helt nede i agterenden af vraget, som på samme måde som "Gutrune" og "Director Reppenhagen" var brækket af fra resten af vraget.

I agterenden stod skibets nødrat, helt intakt og et meget flot syn. Vi studerede det intenst og det var et flot syn at se rattet sammen med resten af vraget. Godt at det stadig var der og ikke er blevet fjernet af nogle. Endnu.

Efter et godt dyk sejlede vi over til "Director Reppenhagen" for at lave dagens andet dyk der.

Under sejlturen diskuterede vi "Walther Leonhardt"s nedbrydning. AØ fastslog med jysk grundighed, at vragets tilstand hang sammen med at "Walther" var det første af de 4 skibe som var blevet sænket. Det havde derfor havde ligget længere på bunden og derfor var det mest ødelagt.. øhh.. bøhh.. En videnskabelig redegørelse der var svær at finde argumenter imod ….

På "Director Reppenhagen" havde vi igen nogle gode dyk og kaptajn Spiegels salon blev yderligere udforsket. Salonen bød på spændende oplevelser og flere ting så dagens lys for første gang siden 1915.

Da vi sejlede derfra var vi stadig enige om, at det havde været turens bedste vrag. "Director Reppenhagen" er mange besøg værd og står på listen over de vrag der skal besøges, næste gang vi er på Öland.

Tågen var stadig tæt og med radaren kørende for fuld styrke, tøffede vi ind i Grönhögen som vi lige netop kunne se da vi passerede ydermolen. Da skibet lå sikkert ved kajen stod vi og kiggede ud på Østersøen, som nu begyndte at vise tænder. Vinden var taget til, tågen var tæt som ærtesuppe og alle var mere eller mindre mætte af en god uges dykning. Jeg var næsten sikker på at det her var turens sidste dag, men heldigvis skulle jeg få uret i denne antagelse.

(c) nolimitsdiving 2002

Næste morgen bragte tåge og klamt vejr. "Øv, nu gik det lige så godt", tænkte jeg. Til gengæld var der ingen vind, så det var bare om at komme ud af fjerene og få gang i maskineriet. Vi kastede fortøjningerne og satte kursen ud af havnehullet, som vi dårligt nok kunne skimte ud af vinduerne i styrehuset. SS "Walther Leonhardt" blev hurtigt fundet, og vraget slog højere end forventet. Fra den gamle beskrivelse af vraget kunne vi læse, at vraget var meget sammenfaldent og ikke så interessant. Stor var min forundring derfor da vi nåede de 35 meter ned og fandt et pænt intakt dampskibsvrag med masser at se på. Jeg formoder at den gamle beskrivelse er baseret på en sammenligning med de 3 øvrige vrag, som på daværende tidspunkt sikkert havde været meget mere intakte end de er i dag. For 20 år siden har "Walther Leonhardt" sikkert fremstået som det ’dårligste’ vrag af de 4. *I dag er historien helt anderledes, og den 1.300 tons og 75 meter lange "Walther Leonhardt" er efter min mening et yderst spændende vrag med mange muligheder.*
Vi kom ned lidt agten for maskinen, og fik bundet på et af de traditionelle spil. Derfra svømmede vi henover dækket og ned imod agterenden af vraget. Overalt flød det med skibsdele og et sted lå der to kæmpespil som var kastet oveni hinanden. Min første tanke da jeg så det var "nå, der ligger en bunke spil". Få øjeblikke efter var vi helt nede i agterenden af vraget, som på samme måde som "Gutrune" og "Director Reppenhagen" var brækket af fra resten af vraget. I agterenden stod skibets nødrat, helt intakt og et meget flot syn. Vi studerede det intenst og det var et flot syn at se rattet sammen med resten af vraget. Godt at det stadig var der og ikke er blevet fjernet af nogle. Endnu.
*Efter et godt dyk sejlede vi over til "Director Reppenhagen" for at lave dagens andet dyk der.* Under sejlturen diskuterede vi "Walther Leonhardt"s nedbrydning. AØ fastslog med jysk grundighed, at vragets tilstand hang sammen med at "Walther" var det første af de 4 skibe som var blevet sænket. Det havde derfor havde ligget længere på bunden og derfor var det mest ødelagt.. øhh.. bøhh.. En videnskabelig redegørelse der var svær at finde argumenter imod …. På "Director Reppenhagen" havde vi igen nogle gode dyk og kaptajn Spiegels salon blev yderligere udforsket. Salonen bød på spændende oplevelser og flere ting så dagens lys for første gang siden 1915.
Da vi sejlede derfra var vi stadig enige om, at det havde været turens bedste vrag. "Director Reppenhagen" er mange besøg værd og står på listen over de vrag der skal besøges, næste gang vi er på Öland. Tågen var stadig tæt og med radaren kørende for fuld styrke, tøffede vi ind i Grönhögen som vi lige netop kunne se da vi passerede ydermolen. Da skibet lå sikkert ved kajen stod vi og kiggede ud på Østersøen, som nu begyndte at vise tænder. Vinden var taget til, tågen var tæt som ærtesuppe og alle var mere eller mindre mætte af en god uges dykning. Jeg var næsten sikker på at det her var turens sidste dag, men heldigvis skulle jeg få uret i denne antagelse.