bgtitle.gif (16370 bytes)

Ubådsmassakren 2002

Onsdag d. 24.4

English

English version
Næste morgen havde vinden lagt sig, og vi tog ud til "Director Reppenhagen", sydvest for Grönhögen. Sammenlignet med "Nicomedia" og "Gutrune", er "Director Reppenhagen" med sine 1.600 BRT og 79 meters længde et af de mindre fra Ubådsmassakren.
 
Efter 3 timers sejlads tonede vraget op på ekkoloddet, og AØ kunne droppe bundloddet på dækket af vraget. De følgende 2 dyk, skulle vise sig at blive turens højdepunkt.
Vi kom ned på fordækket og fik bundet på. Derfra tog vi turen mod broen og den berømte salon som havde tilhørt skibets kaptajn Spiegel. Broen står intakt og højt og vi kunne se de to åbne skylights som var indgangen til salonen. Vi nøjedes med at lyse derind, så de næste kunne få fuld glæde af besøget dernede.
 
Vi fortsatte turen gennem brobygningen, mens vi lyste ind i alle de rum som vi kom forbi. Der var skabe og skuffer der stod åbne og hylder hvor der i tidens løb havde stået ting og sager. Der var masser at se på og hvis vi havde haft tid kunne man snildt have brugt et dyk eller to alene på at undersøge broens mange gemmesteder nærmere.
 

Men vi ville se hele vraget på dette dyk, så vi fortsatte agterud hen over de to agterste lastrum indtil vi kom til agterenden. På styrbords side på dækket lå skibets 4 bladede reserveskrue, lige klar til en ihærdig undervandsfotografs kamera. Agterenden var knækket af, fra selve skibet og lå væltet bagover. Vi svømmede ned i brudområdet og undersøgte de mange løsdele som lå dernede.
 
Der lå forskelligt inventar, skabe og andre spændende ting. Også her kunne vi godt have brugt mere tid, men vi måtte snart vende næsen tilbage mod ankertovet og begynde opstigningen. Senere på dagen dykkede vi for anden gang på vraget, hvor vi primært koncentrerede os om at undersøge brobygningen. Efter dykket blev vi enige om at "Director Reppenhagen" var det bedste af de 3 vrag, som vi hidtil havde set.
Da vi forlod positionen lod vi ankertovet stå, da vi næste dag ville lave et enkelt dyk mere på vraget. Morgendagens første dyk skulle dog foretages på SS "Walther Leonhardt" og da vejret tegnede til at blive fint, ville vi med lidt held få alle 4 vrag fra Ubådsmassakren at se på denne ekspedition.

(c) nolimitsdiving 2002